Da jeg begyndte at optræde i 1993 var den vel nok største helt blandt den lille håndfuld garvede komikere, der udgjorde rygraden i dansk stand-up med helt op til tre et halvt års sceneerfaring hver (wow! hårde hunde!), Bill Hicks, som døde netop det år af kræft. Jeg blev aldrig den store fan af ham. Jeg synes han var nogenlunde veltalende, men også tit ulideligt selvsmagende og alt for sjældent sjov nok til at han virkelig fængede.

Doug Stanhope er min Bill Hicks. Han har indtil videre holdt sig i live, han er betydeligt mere kompromisløs og kontroversiel end Hicks var, og allervigtigst; han er simpelthen sjov. Røvsjov. Og han vælger ikke nemme emner. Han er ret langt fra den type komiker jeg selv har været eller har håb om at blive, blandt andet fordi han er uforsonligt ærlig og ikke bekymrer sig om omkostningerne ved at være det. Det har jeg ikke nosser nok til, men jeg krabber mig så tæt på som jeg tør.

Hør f.eks. “Something To Take The Edge Off“. Fremragende, næsten hele vejen. Et fantastisk album.

Stanhope kommer til København en enkelt aften. Den 5.september på Culture Box. Jeg er weekendfar den aften og får ikke fornøjelsen, men han har min varmeste anbefaling.

Der kom hul på bylden i Kinopalæet i går. Allerførste optræden for os, allerførste gang der er stand-up i en biografsal i Lyngby. Der er mange gode og enkelte dårlige ting at sige om det der med at optræde i en biograf. Publikum sidder fantastisk, og lokalet er perfekt lyddæmpet. Omvendt er stolene lidt for dybe og bløde, og tit er lyden en hel del mere ulden end man skulle regne med i en THX-godkendt sal, sikkert pga mikrofonen, der nemt overstyrer.

Jeg kiggede lige i kalenderen, da jeg kom hjem efter jobbet i går. Det er næsten tre måneder siden jeg sidst har optrådt. Overhovedet. Så bliver man altså lidt rusten. Og jeg har en fæl vane med ikke at skrive mine ting ned, så hvis jeg lader dem ligge i tre måneder, så har jeg en evne til at glemme mere og mindre vigtige detaljer. Så som pointerne…

Schøt har taget omhyggeligt tilløb ved at skrive nye jokes og finpudse på open mikes. Eskelund kom bare flyvende ud af starthullerne. Hans optræden mindede mig om, da jeg sidste år så ham, Linda P og Mick Øgendahl i Horsens (sjovt nok det eneste andet sted i landet, hvor der også jævnligt er stand-up i en biografsal), og Mick under hans optræden med rynkede bryn tilstod, at det flere gange havde været hårdt arbejde at skulle lukke en aften efter en Eskelund i topform havde revet publikum rundt i en halv time. Og den slags plejer ikke at være et problem for så dygtig en publikumsfavorit som Mick, der selv har mere end godt styr på hvad han laver.

Men det var en helt anstændig debut. Og erfaringen siger at i løbet af en måned kan man slet ikke undgå at komme i rygende form. Det er en stor del af grunden til at man takker ja til at rakke landet rundt for honorarer, der næsten kun får regnskabet til at balancere, når transport og alt er betalt. Og jeg glæder mig mere nu.

For et halvt årti siden eller så (måske er det mere) fandtes der en side, der hed Moviecritic. Et firma havde lavet noget AI-software, som de var tilfredse med, og de brugte Moviecritic til at demonstrere mulighederne. Man rangerede film man havde set, og sammenholdt med andre brugeres rangeringer anbefalede Moviecritic så nye filmoplevelser. Det er ikke enestående. Det enestående var, at den var god til det. Virkelig god. Og jeg fandt en del film via Moviecritic, som jeg ikke ellers havde fundet.

Desværre lukkede siden lige pludselig.

Og først for nylig fandt jeg en side, der åbenbart kan det samme. Allerede efter de obligatoriske 15 filmvurderinger den behøver for at komme med nogle forsigtige begynderanbefalinger placerede den to af mine yndlingsfilm, “City of God” og “Eternal Sunshine of a Spotless Mind”, blandt de øverste ti anbefalinger. Ikke skidt gået overhovedet.

Og endnu bedre: Movielens er et nonprofit forskningsprojekt kørt af University of Minnesota, så der er grund til at håbe, at det er levedygtigt nogle år endnu.

Så jeg må hellere se at få set denne her. Denne her blev gudhjælpemig vist på DR2 for over et år siden, og jeg fik ikke set den. Og det er da nærmest pinligt, at jeg ikke allerede kendte denne her.

Hvor gammel skal en nyhed være, før Ritzau og BT synes den ikke længere er ny?

På BT.dk’s forside netop nu - “Leno stopper på The Tonight Show”.

Interessant nok har CNN bragt den selvsamme nyhed… i september 2004!

Jeg tror sgu, at jeg lige har navngivet 100FM’s nye morgenshow! Nu mødes vi først i morgen formiddag for at snakke navneforslag, men jeg er så glad for min idé, at det bliver svært at tale mig fra den!

Pyha. Det bliver nemmere at sove nu. Jeg spillede kort i aften ved et ret friskt bord og endte med at få alle pengene ind i en pot på 3½ buy-in med 77 mod JT på et JT7-flop. Så skal man bare fade fire outs to gange. Bedre end 80% favorit. Super! Med mindre turn er… en tier. Og river ikke er en magisk syver. Tak for i aften.

Fra Mikael Wulff: Jamie Kennedy (nok mest kendt fra Scream-trilogien og skjult kamera-programmet The Jamie Kennedy Experiment) begår sig også som stand-up komiker. Han har lavet en dokumentarfilm om hecklere, altså folk i mængden (ofte et publikum) der kommer med tilråb, og i samme anledning har han iscenesat en række møder med folk, der forskellige steder på internettet har skrevet nedladende om Kennedy. Jeg aner ikke hvor eller hvornår den kan ses, men for pokker, jeg vil gerne se den.

Fra mig: Snuff Box, sketch comedy fra Rich Fulcher (som jeg synes er røvsjov sammen med The Mighty Boosh) og Matt Berry (også lejlighedsvis gæst hos Boosh, men ellers sjov i Garth Marenghi’s Darkplace).

Mere fra mig: Caffeinated, comedy-cd fra Jonathan “Dr Katz” Katz. Mest fordi han lyder lidt som Woody Allen.

Også fra mig: Hvis du rejser til en græsk ø i juli måned med dine to døtre, så lad ikke varmen stige dig så meget til hovedet, at du glemmer at du har din mobil i badebukse-lommen, når du hopper i børnepoolen. Du risikerer at komme hjem og lidt desperat købe den billigste abonnementsfri Nokia Bilka kan tilbyde. Og den viser sig at være fremstillet med henblik på 10-årige piger, der omsider har lokket far og mor til at købe en telefon til dem. Så f.eks. kender ordbogen ikke farlige ord som “skafot” eller svære fremmeord som “armbånd”. Og noget værre; når man indtaster kontakter, så anspores man hver gang til at vælge at hæfte et lille, nuttet ansigts-ikon på nummeret - så man hurtigt kan se, om man ringer til far, mor, søskende eller en legekammerat… Ak. Hvor lang er ventelisten til en iPhone?

Jeg prøver mig lidt frem med sidens udseende. Bær over med mig, mens det står på.

TILFØJELSE: Jeg ledte efter et Wordpress-tema med tre kolonner, og jeg havde vænnet mig til Relaxation, men opdagede, at 3-kolonne-versionen ikke længere fås. Så jeg endte med Silhouette. Det er et ret nøgternt tema, men lige nu er jeg okay tilfreds. Jeg kan altid finpudse lidt senere.

Min hensigt med det seneste indlæg var at lukke et radiokapitel, før jeg tager hul på et nyt. Jeg er ikke længere så naiv, at jeg tror, at jeg kan gøre sådan noget i absolut fred og ro, men det kom stadig bag på mig, at f.eks. Nyhedsavisens side avisen.dk mente, at overskriften “Lasse Rimmer sviner Lars Hjortshøj til” var dækkende, eller at hjemmesiden for branchefestivalen Radiodays valgte “Lasse Rimmer sparker til alt og alle”. Avisen.dk var hurtige til at nedtone deres overskrift, da jeg brokkede mig pr mail, Radiodays pillede decideret deres sammenfatning af hjemmesiden, da jeg gjorde det samme hos dem.

Men nok mest overraskende: første nyhedskilde, der henvendte sig direkte var Billed-Bladet. Jeg sad i en filmbus på Sydfyn og ventede på at komme i arbejde, så jeg havde en del tid til så nøgternt som muligt at forklare min intention med indlægget, så det gjorde jeg. I går ringede min eks-svigermor mig så op og nævnte blandt andet “det der interview i Billedbladet”. Og jeg kan se på bladets hjemmeside, at bladet lover læserne, at “Radioværten og stand-up-komikeren fortæller for første gang ærligt om det værste år i sit liv”. Wow. Jeg anede ikke engang, at de bemærkninger var et egentligt interview.

En komikers blog burde være sjov. Helt enkelt. Det har Michael Schøt forstået. Jeg har tit mindet mig selv om, at jeg burde leve op til den forventning selv. Men så længe jeg ikke gør det, så er det gode ved en blog, at jeg kan læsse lidt af her og der uden at bekymre mig for om jeg bliver citeret korrekt. Det tror jeg ikke jeg kan undvære. Om ikke andet, så må jeg lave to blogs, en til katarsis, en hvor jeg kan tage mig sammen til at prøve at underholde lidt.

Om godt en uge er jeg færdig med at indspille Ole Bornedals “Fri Os Fra Det Onde”. Jeg har haft det sjovt det meste af tiden, men min ydmyghed overfor skuespillerfaget er intakt. På pressemødet forleden vistes en syv-otte minutter lang sammenklipning af nogle af optagelserne, og ganske vist er mit blik alvorligt farvet, men filmen ser ud til at blive overordentligt smuk. Den forventes at have premiere til marts næste år, og jeg forstår på Bornedal, at han gerne vil have den i konkurrence i Cannes senere samme år. Hvis nogen i øvrigt stadig tror, at man ikke kan stave til “Jens Andersen” uden mellemnavnet “Polle” eller til “Lene Nystrøm” uden præfixet “Aqua-”, så er jeg sikker på, at denne her film vil lære dem noget andet én gang for alle; de er begge to fremragende, intet mindre.

I august turnerer jeg på mellemste blus landet over med Carsten Eskelund og Michael Schøt.

Og så går jeg i luften med et helt nyt morgenprogram på 100FM mandag den 18.august sammen med Charlotte Vigel og Jacob Wilson. Det glæder jeg mig helt tåbeligt til at komme i gang med. Jeg tror der ryger en pressemeddelelse ud i løbet af mandag, men jeg har selv nogle personlige kommentarer at knytte til beslutningen.

Der var to-tre grunde til, at jeg stoppede som morgenradiovært.

Først og fremmest håbede jeg at vende tilbage til min familie, så jeg kunne holde nogle måneders barsel med min yngste datter. I stedet blev jeg separeret.

Jeg var også lidt træt af at lave radio til halvdelen af landet, og alligevel hele tiden se 100FM blive sammenlignet direkte med stationer med en langt bedre dækning. I mellemtiden har 100FM lagt en aggressiv strategi for at erhverve flere frekvenser over hele landet, og hvis politikerne ikke er så store idioter, at de lader sig overbevise om, at den elendige og forældede DAB-teknologi er radios fremtid, så nosser de sig snart sammen til at omlægge FM-båndet, så 100FM kommer et syvmileskridt tættere på landsdækkende status.

Og så var jeg også lidt udkørt. Efter fire år med en arbejdsdag, der begynder klokken fire, havde jeg brug for at sove lidt ud i nogle måneder. Det sidste halvandet år brugte vi også en del kræfter på at skifte først min ene, så min anden medvært ud, og skuffelsen og frustrationen over, at TV 2 Radio viste sig at blive en enorm fiasko og ikke den håbede isbryder for kommerciel radio spillede også ind.

Okay, godt, lad mig også bare indrømme, at mit humør var alvorligt påvirket af de fjolser (i dag husker jeg sjovt nok kun at en af dem hed Henrik Qvortrup), der forudsagde, at Morgenhyrderne ikke ville overleve Lars Hjortshøjs afgang. Jeg havde trods alt siddet ved Lars’ side i tre år, og jeg havde en ret klar fornemmelse af, at hans exit ikke ville koste os en eneste lytter. Og det fik jeg ret i! Jeg knoklede for at leve op til den forudsigelse, og jeg tog mig overordentligt godt betalt for det, men min hustru blev ret hurtigt træt af at høre en boblende ægtemand i radioen hver morgen, og så se mig komme smågnaven og sammenbidt hjem, netop som vi føjede en datter til familien.

Det irriterer mig stadigvæk, at Lars gjorde sit bedste for at udhule min mulighed for at fortsætte den radiosucces vi sammen havde skabt ved direkte at gå efter at shanghaje omtrent halvdelen af holdet bag. Havde vi mistet bare en medarbejder til til den dødssejler han lod sig lokke over på, så havde jeg været nødt til at kaste håndklædet i ringen, ikke fordi jeg ikke troede på mine eller holdets evner, men simpelthen fordi holdet ville være så amputeret, at det ville være for vanskeligt at genetablere de mistede kompetencer omkring værterne. Så meget mere ironisk var det at se Lars selv miste gejsten efter mindre end to en halv måned hos sin nye arbejdsgiver. Nem exit for Lars, ærgerligt for de folk han overbeviste om at droppe arbejdet på et succesrigt morgenshow, blot for at se kaptajnen på deres nye skude springe over bord og svømme mod solnedgangen efter få uger.

Hvis jeg havde opgivet min professionelle stolthed, hvis jeg havde skidt højt og flot på, at folk ville tolke min exit fra radioen lige efter Hjortshøjs afgang som en bekræftelse af, at han holdt sammen på programmet, hvis jeg bare havde overholdt mit løfte til mig selv og min familie om at vælge at være fuldt og helt til stede, da vi fik vores yngste datter, så havde jeg måske stadig været gift i dag. Måske. Men det havde under alle omstændigheder sikkert kun været en stakket frist, at dømme efter hvor tilfreds min eks-hustru er med ikke at hænge på mig længere. Det ærgrer mig nu stadig i dag, at jeg ikke fulgte mit instinkt.

Siden jeg stoppede er jeg så flyttet fra familien til København og overlevede tre-fire hårde overgangsmåneder, hvor jeg havde ondt af mig selv og tog en del på, noget man kan forsikre sig ved at se optagelserne af Talegaver Til Børn 2007, hvor jeg toppede 90 kilo og skrabede bunden humørmæssigt. Og så vendte humøret, jobtilbud og nye muligheder begyndte at tilbyde sig i takt med at dagene blev længere og lysere, en del af de overskydende kilo røg, og jeg vendte tilbage til vores fælles hus, som hun fraflyttede for at bosætte sig ikke langt herfra.

Som overskriften på det her indlæg antyder, har vi ikke lagt os fast på et navn til morgenshowet endnu. Forslag er endnu velkomne.

En tilføjelse: Jeg har allerede talt øret af den første journalist, der brugte ordet “bitter” i en spørgende tone om mine ord ovenfor. For en ordens skyld: jeg er ikke nogen kujon. Ansvaret for mine valg og handlinger er alene mit, og jeg er fint i stand til at skelne mellem mine professionelle og personlige forhold. Lars Hjortshøj og jeg har et helt fint forhold til hinanden, og de fleste af de valg han valgte at træffe i 2006 der berørte mit arbejdsliv også, ville jeg sikkert selv have truffet uden at blinke. Så skulle det være på plads.